Tanker fra en nybagt landkollektivist

Af Ida Mølgård Gundersen

Hun ligner en larve, der er kommet lidt for tidligt ud af sin puppe. Sover 20 timer i døgnet. Hun skider og tisser i en ble og kan ikke engang holde sit eget hoved. Engang i mellem vågner hun op af døsen, åbner øjnene på klem, dingler lidt med hovedet og siger nogle pibelyde. Jeg kender hende. Det er første advarsel. Man kan se, hun kæmper med at fokusere, som havde hun en promille på to. WHAAA. Anden advarsel. Jeg ved, at jeg må handle hurtigt nu. Hvorfor tog jeg overhovedet tøj på i morges? Der er så uendeligt langt ind til brysterne lige nu. Min baby stikker i et øredøvende hyl, så er det altså nu! Frem hiver jeg højre bryst. Rutineret kaster jeg den eksplosive mælkefontaine lige ind i gabet på min baby, hvis gråd bliver kvalt i mælk. Hun må synke for ikke at få mælken i den gale hals. Ren babylykke. Jeg har ro så længe.

Jeg sidder med mit spædbarn, lille Agnes i armene. Hun er ligeglad med mit fedtede pandehår, mine vildtvoksende tånegle og min morgenånde, selvom klokken nærmer sig middag. Så længe hun kan få sin mælk.

Tanken slår mig. Igen. Hvorfor sidder jeg her i min lejlighed i Aarhus C alene? Hvorfor skal Agnes give mig krampe i højre overarm, når jeg forsøger at smøre en mad med venstre?

Det undrer mig. Her er så mange mennesker, stablet oven på hinanden i lejlighedsbokse. Hvor er de andre barslende kvinder? Hvorfor kommer der ikke en overbo og tager barnet, så jeg lige kan få lidt vand i hovedet? Hvorfor hjælper vi ikke hinanden noget mere? Udnytter, at vi er mange?

Min mand Viktor og jeg flyttede til Aarhus fra København, da jeg var højgravid. Dels ville vi gerne tættere på vores familier, og dels drømte vi om at flytte på landet. Men ikke alene. Vi ville bo i et fællesskab. Sådan et, som gør opgaverne på en bondegård overskuelige. Et arbejdsfællesskab. Et sted, hvor Elo kan lære Agnes at spise larver, mens Viktor, Thomas og Jakob bygger et hønsehus, Anne bager flødekager, og jeg… ordner noget helt femte.

Mishandling af dyr på samlebånd, sprøjtede Pink Lady-æbler fra Chile, pakket ind i film – hov, var der ikke noget med, at indholdet i film giver drengebørn fem eller ingen testikler? Uoverskuelighed. Verden går i smadder. For mange mennesker på for lidt plads, de få rige og magtfulde skraber til sig, de fleste sulter. Bureaukrati, uigennemsigtighed, korruption, sultne børn i Afrika, vi sender penge ned i konvolutter gennem Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp – men er det ikke noget med, at pengene aldrig bliver til det rene drikkevand, som de har lovet?

En isbjørn plasker rundt på det sidste lille stykke is på Nordpolen. Snart drukner den. Det hele smelter, og hernede drukner vi. Afrikanerne står i kø ved vores grænser. De ved, at vi har mad og penge. Og det har vi heldigvis. Masser af mad. Hvis man kan se igennem fingre med, at den gris vi spiser er lavet af penicillin. Nå ja, så er der jo de resistente bakterier, som snart får has på menneskeheden.

Lad mig komme væk! Væk fra følelsen af magtesløshed over alle de problemer, jeg aldrig vil kunne løse. Lad mig feje bare en lille smule for min egen dør. Lad mig finde ind til noget simpelt. Edderkoppen i græsset bliver spist af en høne. Hønen spiser vi. Det skal min datter se. Hun skal se, at den ene kartoffel, jeg putter i jorden, bliver til 10.

Nu er vi så flyttet på bondegård. Den luft, Agnes trækker ned i sine fine, lyserøde og nuttede lunger, er ren. Vi har anskaffet os en dims, så vi har lynhurtigt internet herude. Mere oprindeligt behøver det heller ikke at være.

At få Agnes satte skub i vores drøm, så den blev til virkelighed. Vi mødte en flok ligesindede på landkollektivet land.skab, som havde samme tanker.

Vi mødtes til drømme- og ideudveksling. Vi har ikke kendt hinanden så længe, men vi er blevet kastet sammen hurtigt i intenst bondegårdskiggeri og drømmeri. Vi er bare nødt til at prøve det af. Vi har været i karambolage med planloven, plaget nogle kommunedamer om at få lempet reglerne. Kigget og kigget. Mange op- og nedture. YES, så fandt vi endelig gården. Øv, her kan vi ikke alle sammen bo på grund af en eller anden kirkebyggelinje.

Nu har vi, seks voksne og tre børn, købt en lille, dejlig gård med fem tønder land nær Rønde. Lige ved siden af land.skab, for det ikke skal være løgn.

Gården er vores base. Herfra må vi kæmpe nogle kampe, se hvad der er muligt. Vores drøm er at få lov til at skabe en bæredygtig landsby. Det siges at være så godt som umuligt i forhold til planloven. Men nu må vi se.

Vi lever i byggerod. Lægger gulv, river ned, bygger op, passer job og fylder vores børn med morgengrød og kærlighed. Spændende, kaotisk, lykkeligt, faretruende, angstprovokerende og fantastisk.

Lige nu kigger jeg ind i den forhenværende dør, som Viktor lige har muret op. Vi beholder den rå murstensvæg. På den måde kommer Vesterbro lidt til os. Jeg er ked af at indrømme det, men jeg kan godt få et lille stik i maven, når jeg tænker på, at vi er flyttet fra hovedstaden, der hvor det sker. Der hvor man kan drikke den rigtige cortado med de rigtige mennesker. Der hvor det smarte kulturliv blomstrer.

Trangen til at flygte på landet fyldte mere i mig. Og snart bliver Djursland landkollektivernes højborg. Jeg er så spændt på, hvad livet her vil byde os. Hvor langt vi vil nå. Er vi tilfredse, når vores eget lille sted er lækkert? Eller vil vi lykkes med at tænke stort?

Viktor og jeg er begge nyuddannede journalister. Kaare Quist var nok aldrig flyttet på landet. Han havde med garanti aldrig accepteret et uisoleret trægulv. Går han mon nogensinde med uldsokker?

Karrieremæssigt kan det virke som om, at vi har skudt os selv i foden ved at flytte til væk fra der, hvor de store mediehuse er. Men det går nu meget godt. Viktor er blevet ansat som Radio24syv’s første og eneste Fyn- og Jyllandsreporter. Jeg forsøger sammen med en journalistven at sætte et journalistisk projekt i værk. Det er min drøm at kombinere min uddannelse med livet på gården. Jeg vil gerne promovere vores projekt, som vi endnu ikke ved hvor bærer hen. Tænk, hvis man kunne starte en bølge herude. Forvandle hele Syddjursland til én stor bæredygtig landsby.

 

 

 

Posted in Blog.

2 Comments

  1. Hej Ida – dejligt indlæg. Jeg var med til mødet i weekenden, og det er fedt at få uddybet jeres historie en smule 🙂
    Jeg er faktisk også ret spændt på hvad livet der vil byde jer, og hvor langt I vil nå. Og jeg vil gerne være med I jeres Syddjurslandske økolandsby 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *