Lidt tættere på drømmen…

Af Maj Ulrikka Thinggard
Andreas og jeg er kærester. Vi er begge to vokset op på landet, og derfor søgte vi kollektiv-livet under studietiden i byen. Vi forelskede os i fælleskabet og hinanden i Aarhus Nord-kollektivet Kolle Bolle. Her bor vi sammen med 10 dejlige medkollektivister, 11 høns, en hankat og en stor grøn byhave med et vildmarksbad.
I Kolle Bolle bor vi ikke fint eller smart. Vores sofa er skrig-orange og vores badeværelser er lyseblå og bordeau. Hønsene har omdannet baghaven til et mudderhul – det skal havekvinder og -mænd nok have kigget på på et tidspunkt…
Men vi spiser sammen hver dag, henter æg hos hønsene, deles om rengøringer og fester, glæder og sorger. Og når jeg kommer hjem fra min ensomme læseplads på universitetet hvor specialet har vist tænder, er vores fælleskab helt enkelt det vigtigste i min verden. Jeg skænker aldrig den lækre lejlighed eller den fede beliggenhed en tanke.
Vi nyder begge det fysiske arbejde på huset og i haven. Oplever at det giver stor mening at plante små tørre frø og høste saftige grøntsager i vores små palleramme-højbede. Og oplever at disse oplevelser bidrager til en større bevidsthed omkring maden på vores tallerkener.
Derfor vil Andreas og jeg fælleskabet, når vi er færdige med vores uddannelser til sommer. Andreas bliver færdiguddannet som lærer og jeg som retoriker.
Vi oplever at vi har fundet en model for, hvordan vi ønsker at bo, og den model vil vi nu gerne rykke ud. Ud hvor der er plads, rum og ro. Hvor de små ting bliver store, og hvor blikket kan få lov til at svømme.
Vi forestiller os et bofælleskab bestående af tre par og på sigt nogle børn. Vi forestiller os at maden og råvarerne skal være et vigtigt omdrejningspunkt. Måske sammen med værdier som bæredygtighed og rummelighed.
Og selvom denne drøm har været i vores bevidsthed længe, føler vi at vi nu er rykket et skridt tættere på. I søndags var vi nemlig til netværksmøde på land.skab, hvor vi mødte en stor gruppe driftige drømmere, der gav udtryk for at have samme boblende visioner i maven som os selv. Det var et møde, der satte skub i vores lyst, og vi kigger nu på nedlagte gårde i Østjylland.
Vi er sikre på, at det nok skal lykkes!
Posted in Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *