# Naboerne – Den åbne institution Torpegården.

Det gode naboskab er guld værd, men hvordan opnår og opretholder man en god relation til de nære omgivelser? Det vil vi sætte fokus på med #naboerne en serie af anekdoter og refleksioner om forholdet mellem kollektivet og dem på den anden side af ligusterhækken. Bidrag modtages gerne bare send dem til os på : videles.kontakt@gmail.com

Det nu hedengangne kollektiv Torpegården havde hjemme i Odense i et stuehus fra en gammel proprietær-gård. Kommunen havde købt gården tilbage i 1979 for at bebygge og udstykke de tilhørende marker. Alle gårdens tilbygninger var blevet revet ned. Kun stuehuset havde fået lov at stå og var så blevet udlejet til kollektivet. Torpegården ligger derfor nu i en ø af høje elmetræer midt i det hav af forstadsbyggeri, der har erstattet de før åbne marker. Det er på den måde blevet et ret magisk sted, en lille, nærmest hemmelig, oase af landidyl indkapslet i byen. Jeg flyttede ind i kollektivet, da jeg var 21. Det var min første erfaring med den kollektive boform. Jeg flyttede ud igen 2,5 år efter, da kollektivet blev nedlagt på grund af en kraftig huslejestigning – men det er en anden historie.

Mange af beboerne i nabolaget troede, at det afsidesliggende røde hus var et behandlingshjem for sindslidende eller narkomaner på afvænning – der var mere end én udgave af rygtet. Når man gik ned ad grusvejen, kunne man så spekulere på, hvad rolle man blev tillagt af dem, der måtte se ud af nabohusenes vinduer – var man mon plejer eller var man patient?

Der var ikke nogen der vidste hvor rygtet var opstået, men det havde åbenbart nogle år på bagen. En af kollektivisternes svigerforældre havde boet i kvarteret i umindelige tider, og de nægtede i første omgang at tro på, at huset slet ikke havde været institution for hverken det ene eller det andet (og hvis der aldrig havde været narkomaner, hvem havde så stjålet alle de cykler? Det ville svigerfar gerne vide). Måske har Torpegårdens afsondrede placering været en medvirkende faktor til at sætte fantasien igang? Men jeg har nu senere undret mig lidt over, at disse rygter kunne få så godt fat, når nu sandheden i sig selv var noget så eksotisk som et kollektiv – jeg ville have troet, at hvis først det rygtedes, at der lå et kollektiv, så ville spekulationerne gå; om bollerum, linsesuppe og hashmarker og  i modsætning til et behandlingshjem, der typisk sætter pris på en hvis ro og afsondrethed, så er kollektiver ofte yderst villige til at åbne døren, vise frem og be- eller afkræfte de forskellige teorier, man måtte have (om bollerum og deslige) – og ja måske endda låne en kop sukker ud til en nødstedt nabo.

Konsekvensen af rygterne var egenlig til at overse. Allerhøjest betød det, at vi blev overladt lidt mere til os selv, end vi måske ellers ville være blevet. Men jeg har altid syntes, at det var lidt ærgeligt, at vi sådan var blevet gemt og glemt der mellem elmetræerne, og hvis jeg kunne gøre det om igen ville jeg invitere hele nabolaget til en heftig omgang linsesuppe i Torpegårdens 90er-gule spisestue.

 

Det gode naboskab er guld værd, men hvordan opnår og opretholder man en god relation til de nære omgivelser? Det vil vi sætte fokus på med #naboerne en serie af anekdoter og refleksioner om forholdet mellem kollektivet og dem på den anden side af ligusterhækken. Bidrag modtages gerne bare send dem til os på : videles.kontakt@gmail.com

Det nu hedengangne kollektiv Torpegården havde hjemme i Odense i et stuehus fra en gammel proprietær-gård. Kommunen havde købt gården tilbage i 1979 for at bebygge og udstykke de tilhørende marker. Alle gårdens tilbygninger var blevet revet ned. Kun stuehuset havde fået lov at stå og var så blevet udlejet til kollektivet. Torpegården ligger derfor nu i en ø af høje elmetræer midt i det hav af forstadsbyggeri, der har erstattet de før åbne marker. Det er på den måde blevet et ret magisk sted, en lille, nærmest hemmelig, oase af landidyl indkapslet i byen. Jeg flyttede ind i kollektivet, da jeg var 21. Det var min første erfaring med den kollektive boform. Jeg flyttede ud igen 2,5 år efter, da kollektivet blev nedlagt på grund af en kraftig huslejestigning – men det er en anden historie.

Mange af beboerne i nabolaget troede, at det afsidesliggende røde hus var et behandlingshjem for sindslidende eller narkomaner på afvænning – der var mere end én udgave af rygtet. Når man gik ned ad grusvejen, kunne man så spekulere på, hvad rolle man blev tillagt af dem, der måtte se ud af nabohusenes vinduer – var man mon plejer eller var man patient?

Der var ikke nogen der vidste hvor rygtet var opstået, men det havde åbenbart nogle år på bagen. En af kollektivisternes svigerforældre havde boet i kvarteret i umindelige tider, og de nægtede i første omgang at tro på, at huset slet ikke havde været institution for hverken det ene eller det andet (og hvis der aldrig havde været narkomaner, hvem havde så stjålet alle de cykler? Det ville svigerfar gerne vide). Måske har Torpegårdens afsondrede placering været en medvirkende faktor til at sætte fantasien igang? Men jeg har nu senere undret mig lidt over, at disse rygter kunne få så godt fat, når nu sandheden i sig selv var noget så eksotisk som et kollektiv – jeg ville have troet, at hvis først det rygtedes, at der lå et kollektiv, så ville spekulationerne gå; om bollerum, linsesuppe og hashmarker og  i modsætning til et behandlingshjem, der typisk sætter pris på en hvis ro og afsondrethed, så er kollektiver ofte yderst villige til at åbne døren, vise frem og be- eller afkræfte de forskellige teorier, man måtte have (om bollerum og deslige) – og ja måske endda låne en kop sukker ud til en nødstedt nabo.

Konsekvensen af rygterne var egenlig til at overse. Allerhøjest betød det, at vi blev overladt lidt mere til os selv, end vi måske ellers ville være blevet. Men jeg har altid syntes, at det var lidt ærgeligt, at vi sådan var blevet gemt og glemt der mellem elmetræerne, og hvis jeg kunne gøre det om igen ville jeg invitere hele nabolaget til en heftig omgang linsesuppe i Torpegårdens 90er-gule spisestue.

Posted in Blog and tagged .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *